Velkommen til min hjemmeside

Borupgaarden

Det første skriftlige, der findes om Borupgaarden, er fra 1287, da magister Rane, kannik i Roskilde, skænkede, skødede og overdrog Borupgaarden plus endnu en gård og en mølle til Næstved Sankt Peders Kloster, i overværelse af kong Erik Klipping.

 

Gården er opført i vikingetiden, dens ry som gammel sørøvergård er næppe helt forkert. Der var sejlbart ad Fladsåen. Vikingehøvdingen, lad os kalde ham sådan, det lyder bedre end sørøver, altså vikingehøvdingen Bo, har syntes om dette store vildsomme område mellem de ældgamle byer Blangslev, Bøgesø og Brandelev, der allerede på Bos tid var flere hundrede år gamle bosteder. Og han har så anlagt sin gård sønden for de store bakker lige op til Fladsåen, der var betydelig mere vandførende end nord for bakkerne og dermed også sejlbar for lidt større skibe.

 

Senere skulle det vise sig at være en klog disposition, at Bo anlagde sin gård så langt inde i landet, for omkring hundrede år senere var det venderne, der optrådte som vikinger og plyndrede de danske kyster, men så langt ind ad Fladsåen som til Bos gård turde venderne ikke komme. Den jord som Bo inddrog under sin gård, kom naturligvis til at hedde Bostorp, senere Borup.

 

Borupgaarden

Lidt vest for Bostorp er der en anden torpbebyggelse, altså jævnaldrende eller måske lidt ældre, nemlig Magnuses eller Mogenses Torp, der er opstået på samme måde. En enkelt beliggende gård med et stort jordtilliggende. Jævnaldrende eller lidt ældre med disse to bosætninger er Peders Torp, nu Pederstrup, der blev en lille landsby med tre gårde. I Mogenstrup var der en kilde, der viste sig at være undergørende, altså en helligkilde. Det har sikker været afgørende for, at der her rejstes en stenkirke, efter min mening i første halvdel af 1100-årene.

 

Sogneinddelingen havde da fundet sted, man regner med, at den stort set var fastlagt i Svend Estridsens tid 1047-74. Sogneinddelingen til Mogenstrup sogn er som bekendt meget ejendommelig med hensyn til Blangslev by. Årsagen hertil fortaber sig i vikingetidens historiske tåge. Foruden de seks af Blangslevs gårde kom sognet til at bestå af Borupgaarden, Mogenstrup, ligeledes med en gård, Pederstrup med tre gårde og Fladså med syv gårde.

 

Tidligere har der ligget et kapel i Blangslev. Om dette har haft indflydelse på sogneinddelingen ved jeg ikke. Kravene om de nødvendige midler til en kirkes eksistens blev fastlagt nogenlunde sådan, at der skulle en gård til præsten og derudover et stykke jord og skov direkte til kirken. Så vidt det kan følges, har danske bønder bøjet sig for dette krav. Vanskeligere stillede det sig med kirkeskatten, men også den måtte bønderne acceptere. Alt dette var eller blev gennemført i kong Nielses lange og stabile regeringstid, og dette var baggrunden for, at vores stenkirker nu kunne opføres og er bevaret i hvert fald i de sogne, som ikke lå nær kysten.

 

Mogenstrup blev et meget lille sogn, dog med en væsentlig ekstra indtægt fra helligkilden. Så langt historien kender har Mogenstrup derfor haft fælles præst, senere også degn, med Næstelsø sogn. Alligevel var det et lille pastorat, hvad præsterne igennem tiderne ofte har beklaget sig over.

 

Eftermiddag ved Mogenstrup kirke tegnet af Ludvig Kabell 1883

Men tilbage til Borupgaarden:

.

Roskilde-kanniken magister Rane skænkede i 1287 Borupgaarden til Næstved Sct. Peders Kloster, det senere Skovkloster, som Herlufsholm skole og gods oprindelig hed. Dette ejerforhold fortsatte til 1874, da gården solgtes til selveje. I alle disse år var det altså fæstegård under Herlufsholm. Gården var på 113½ tdr. land, og Fladsåen dannede nordre skel bortset fra en kort strækning ved Mogenstrup Mølle, hvor man også havde jord nord for åen. Ved den nye matrikel 1844 fik den nr. 8 under Blangslev by. En del af jorden lå øst for den nuværende amtsvej, altså det område, som nu er bebygget med bl.a. kommunekontor (2012 Netto) og plejehjem. Alle, der har matrikel nr. 8, Blangslev, plus et bogstav, bor altså på tidligere Borupgaards jord.

 

Den ældste beboer på Borupgaarden, vi kender navnet på, hed Silvert og var her i 1427, i 1522 og 1560 boede Jens Glater her. Disse navne kendes fra retssager mellem Skovkloster og mølleren i Mogenstrup og bymændene i Lille Tvede og Bøgesø om græsninger nord for Fladsåen, hvor de havde fælles overdrev. Hammer herredsting afsagde 1504:

”Borupgaard haver så meget fang udi fælled imod Bøgesø og Lille Tvede fang, at han kan vel føre sit kvæg imod forskrevne byer som have horn imod horn.”

 

I foråret 1836 skulle der nye folk på den gamle gård. Den nye fæster hed Niels Hansen, var 47 år, og han var arvefæstemand på kirkens gårdsted i Næstelsø. Denne gård lå sammenbygget med Næstelsøgaarden ind mod kirken. Niels Hansen var gift med Frederikke Gasmann (tipoldeforældre til Ole Krogh Jensen).

 

Frederikkes bror Frederik Gasmann ejede på det tidspunkt Næstelsøgaarden plus nogle gårde i Bonderup og havde præstegården i forpagtning, men han flyttede fra Næstelsø i 1847, da han købte Fladsaagaard.

 

Niels og Frederikke havde to døtre, Christiane og Marie, som var 17 og 9 år, da de flyttede til Borupgaarden og begyndte på deres nye virke. Om det var den smitsomme sygdom, der stadig var på gården, eller der stødte noget andet til, ved jeg ikke, men Niels Hansen begyndte hurtigt at skrante. Sygdommen blev ikke bedre, og allerede 1840 overlod Frederikke og Niels gården til deres ældste datter Christiane og hendes mand Rasmus Frandsen. De var blevet gift 11. oktober 1839.

Rasmus og Christiane Frandsen

På deres ældre dage kneb det med at få passet landbruget. I 1920 blev Ellen syg, hun var da tæt ved de 80 år. Hun drømte, at hendes mor kom for at hente hende, men de nåede kun ud over engen, da hendes moder sagde: ”Jeg kommer til at slippe dig nu, men jeg kommer hurtigt tilbage efter dig. Niels vil følge efter om kort tid, men Hans får lov at blive nogle år endnu.” Kort tid efter døde Ellen og Niels var selv kusk til søsterens begravelse, men en uge efter døde Niels.

 

Hans var nu ene tilbage, og han solgte Borupgaarden samme år, 1920. han flyttede ind i Gasmannshus, Lindely i Myrup. Her fik han Ole Krogh Jensens onkels søster, Kristine Petersen fra Næstelsø, som husbestyrerinde. Senere købte han et andet hus i Myrup, og her døde han sidst på året 1924, 73 år gammel, som den sidste af denne slægtsgren.

 

Rasmus Frandsen var fra Bomosegaard i Olstrup, men var indtil giftermålet møllersvend på Mogenstrup Mølle. Frederikke og Niels Hansen flyttede tilbage til Næstelsø, hvor han døde 1842. Frederikke døde 1875 efter at have været enke i 33 år.

 

De unge folk på Borupgaarden, Christiane og Rasmus Frandsen, lagde et stort arbejde på Borupgaarden, som blev en meget veldrevet gård, og de blev holdne folk trods den ringe jord. I 1874 købte de gården til selveje.

 

De var stærke i troen, også i overtroen, som folk var tidligere. Under stuehuset var der en kælder med nedgang udefra. I denne kælder var der en speciel lyd, når man talte, og man mente, at det måske skyldtes andre skjulte rum under gården, fra ældgammel tid. Gårdtomten er senere blevet udgravet, uden at der blev fundet noget. Hver nytårsdag kørte Rasmus Frandsen tre trillebøre jord ned i denne kælderskakt (måske en kristelig rituel handling).

 

Rasmus Frandsen var også en mand med noget temperament, selv på sine ældre dage. Da amtsvejen skulle udvides, kunne han ikke blive helt enig med vejmyndighederne. Han havde jord på begge sider af vejen. Han hævdede sin ret som selvejerbonde, eller mente at gøre det, overfor arbejdsformanden. Hvem der gjorde hvad, ved jeg ikke, men det endte med, at den nogle og tresårige Rasmus Frandsen fik et slag af en spade i ryggen, og jeg kan huske, at man i familien talte om, at han ved den lejlighed fik en pind til sin ligkiste. Han døde 14. november 1884, 73 år gammel.

 

I 1891 døde Christiane, og hun blev begravet 17. august. De efterlod sig tre voksne børn, der forblev ugifte. Ellen stod for husførelsen, brødrene Niels og Hans passede landbruget. Så vidt jeg kan huske omtalt i familien, blev der holdt dyrskue i deres tid i adskillige år på Borupgaardens jord. Så vidt muligt underskrev de sig ikke med navn, men som Rasmus Frandsens arvinger.

 

Hans Rasmussen

Ellen Rasmussen

Niels Rasmussen

Borupgaarden brændte i 1927 og blev nyopført ved amtsvejen, hvor den stadig ligger og er klubhus for Sydsjællands Golfklub Mogenstrup, som er en smuk 18 hullers parkbane, der ligger i let kuperet terræn. Den gamle Borupgaard har ligget omkring hul nr. 10.

 

Artikel i medlemstryk 2003 Lokalhistorisk Forening og Arkiv i Fladså

 

©Gengivelse af artiklens indhold er ikke tilladt med mindre der foreligger skriftlig tilladelse fra forfatteren Ole Krogh Jensen.