Velkommen til min hjemmeside

Bondeoprøret på Bækkeskov

Mordet på landsdommer Knud Ahasverus Becher

Tirsdag den 12. august 1738

 

Digteren Chr. Winther har også kendt egnen omkring Bækkeskov og Præstø fjord.

 

I sit digt "Hjortens Flugt" skriver han:

 

Hvor klare Skovbæk risler bag bøgenes skjul

en vandmølle vælter sine brusende hjul

den ligger dybt og dulgt, og hulvejen snor

sig nær forbi huset og ned mod Bolefjord.

 

Men nærved på en banke, hvori der er lyst og frit

man skue kan til nord og syd, til øst og vest så vidt

hen over Akselhoved til Stevns med stejle bred

til Vildtbanegaarden, til det lange, smalle Fed.

 

Stedet er nøje bestemt. De klarer skovbække er Krobækken og Herredsbækken, der stadig risler med deres klare vand ned mod Bolefjord,

det gamle navn for Præstø Fjord, der mod øst begrænses af Feddet.

Akselhoved var en landsby, hvis jorder lagdes under herregården Lindersvold, og dens gårde er for længst forsvundet ligesom Helledes vandmølle med brusende hjul.

 

På banken med den vide udsigt ligger nu Bækkeskovs prægtige hovedbygning.

Bækkeskov hovedbygning 1922

Bygget af baron Charles de Selby

Bækkeskov var oprindelig en lille landsby som nævnes allerede i 1320, hvor drosten Morten Dues enke, fru Inger står som ejer. Denne

landsby lå, hvor avlsgården ligger i dag. Efterhånden har en af gårdene opslugt de andre og er så blevet til en sædegård, altså en gård hvor ejeren havde sit sæde, altså boede.

 

Før 1660 kunne disse gårde kun ejes af adelen, og de var skattefri og skulle heller ikke betale tiende. Efter 1660 kunne alle erhverve en sæde eller hovedgård, men for at opnå skattefrihed krævedes at hovedgården var komplet d.v.s. der skulle være mindst 200 tdr. hartkorn til gården, og så stor blev Bækkeskov først i 1740.

 

I svenskekrigen 1658-60 blev hele Bækkeskov by brændt af af svenskerne, og skovene blev ødelagt. Fra sidst i 1600 årene har der kun været en gård i Bækkeskov, den nuværende hovedgård.

Rekonstruktion af Bækkeskov by omkring 1400

Byen har ligget omtrent hvor avlsgården ligger nu

Bækkeskov har ejet bøndergårde i Everdrup, Sølperup, Sjolte, Brøderup, Staunstrup, Hemmestrup, Lestrup, Snesere Torp, LI. Tvede, Størlinge, Bøgesø og Næstelsø. Desuden har godset ejet Everdrup og Baarse kirker.

Det vil sige, at bønder fra disse landsbyer skulle forrette hoveri på Bækkeskov.

 

Selvom stavnsbåndet blev ophævet 1788, gjaldt det ikke hoveriet. Først i 1844 blev hoveriet ophævet ved lov, og ligeså længe måtte Bækkeskovs bønder møde til hovarbejde. Da jeg var dreng kan jeg huske ældre folk fortalte om, når deres bedste eller oldeforældre havde været på hovarbejde på Bækkeskov. Stavnsbåndet og hovarbejde kunne give mange konflikter mellem bønder og godsejer.

 

På mange godser gik det dog udmærket, mange er de bønder, som har fået sædekorn og henstand med skatterne af en forstående godsejer. Det modsatte kunne også være tilfældet og så kunne det gå hårdt til - så hårdt, at der flød blod.

Et af de blodigste kapitler i fæstebøndernes historie er udspillet på Bækkeskov og denne tragiske begivenhed vil jeg nu fortælle om:.

 

11 december 1729 købte inspektør på Vallø gods, landsdommer på Lolland og Falster, Knud Ahasverus Becher, Bækkeskov gods for 12.000 rdI. Hans far var færgemand ved Hvalpsund, men unge Becher havde forstået at arbejde sig op. Han fik gode forbindelser til hoffet gennem sit ægteskab med hofskrædder Brummonds datter, Helene Marie, og måske var det gennem denne forbindelse, han blev inspektør over Vallø gods, som ejedes af Fr. IV dronning, Ane Sofie.

 

På Vallø havde Becher mange hårde opgør med bønderne, og det er nok rygtedes til Bækkeskovs bønder. Det er nok med nogen skepsis, de har modtaget deres nye herskab. Det første Becher foretog sig på Bækkeskov var at lægge sig ud med præsten i Kongsted, Niels Arhsleben, da denne hævdede sin ret til årligt at få udbetalt 3 rdl., og et godt træ udvist fra godsets skov, som tiendevederlag for jorden af en øde gård under Bækkeskov.

 

Becher erklærede ligeud, at det var alt for meget til en præst, og så nedsatte han uden videre beløbet til 1 rdI. Senere sagde han, at han slet intet ville give til Præsten i Kongsted. Men det var naturligvis bønderne som mest mærkede, at de havde fået nyt herskab.

 

Unge og dårligt stillede bønder havde under deres gamle herskab kunnet regne med hjælp til udsæd og skatter, men det afslog Becher i de fleste tilfælde. Der findes ingen skriftlige kilder om, at bønderne kom i hundehullet eller på træhesten, men Becher var slem til at slå bønderne med sin spidsrod, en tynd hasselkæp eller spanskrør, når han førte tilsyn med dem på hovmarken, og syntes han det alligevel gik langsomt, truede han dem med sine to pistoler, som han altid havde i sit bælte.

 

Der gik otte år, hvor surheden og utilfredsheden ulmede stærkere og stærkere blandt bønderne. I sommeren 1738 havde to af godsets unge karle, Ulrik Hermansen, der var hjemme hos sin far, Herman Ulriksen, i LI. Tvede og Oluf Kristoffersen, der var hos sin stedfar, Frands Hansen i Staunstrup, talt med flere andre om at gøre en ulykke på landsdommeren.

 

Mandag den 11. august 1738 aftalte de så, at de hver for sig skulle snakke med karlene i deres by om at slå Becher ihjel den følgende dag.

Det lykkedes dem at få flere med i komplottet, og tirsdag den 12. august mødtes Ulrik, Oluf og fem andre ved Oluf Jørgensen hus på Bækkeskov og aftalte, hvordan de skulle gribe sagen an.

 

De enedes om at når Becher kom ud til dem skulle den han først slog gribe hesten i tøjlerne, hvorpå de andre skulle slå Becher af hesten.

Straks efter mødtes de sammen med godsets andre bønder i Enghaven for at køre hø ind, og næppe var arbejdet i gang før begivenhederne tog fart. De, der læssede, løsnede hestenes tøjler, så de kunne æde, hvor de ville, men da landsdommeren kort efter kom ud og så det, for han frem med banden og skælden, og han red hen til Ulrik, slog ham med hasselkæppen, tog til sine pistoler og befalede ham at tøjre hestene så de ikke kunne æde. Men Ulrik var hurtig, han sprang hen og tog Bechers hest i tøjlerne og holdt den fast.

 

Omgående sprang Oluf Kristoffersen til og slog Becher i hovedet og ned over ryggen med sin høtyv. De andre kom til og slog med høtyve, river og hvad de ellers kunne få fat på. Til sidst stod der elleve ophidsede bønder og bogstaveligt talt bankede livet ud af Becher. Da han ikke åndede mere, trak Oluf Kristoffersen og Laurids Kristensen ham bort fra stakken og lagde ham på jorden.

 

Nu stimlede de øvrige hovfolk sammen, og drabsmændene forlangte, at de også skulle slå på den døde, for at ingen skulle vidne imod dem. Blandt dem, der på den måde fik del i mordet, var ikke mindre end 5 kvinder. 2 karle, Thomas Pedersen og Bertel Cortsen, blev tvunget til at slå. En tredje, Laurids Olufsen, der oprindelig var med i komplottet, var ikke på marken, da mordet fandt sted, og da han igen kom derud, var det hele forbi, og det lykkedes ham at undgå at slå på liget.

 

Videnskabernes Selskabs kort

tegnet af C. Wessel 1770

©Kort- og Matrikelstyrelsen (G11-97)

Senere kom ridefogden, Iver Kirchetorp, med nogle af godsets folk, og de lagde den døde op på en vogn og kørte så hjem til gården. Det fortælles, at da liget var bragt hjem til gården, strøede husholdersken salt i vandet i brønden, for så kunne ingen flygte over vand.

 

Der blev sendt bud til Køge efter stadskirurgen og endnu en læge, som kom til Bækkeskov dagen efter. Sammen synede de liget og udstedte attest på, at der fandtes adskillige dødelige sår på liget.

 

Det første øvrigheden foretog sig efter drabet var, at pågribe drabsmændene og sætte dem i tårnet i Vordingborg, men da var de to hovedmænd flygtet.

 

Man spærrede så færgehavne og anløbspladser og eftersøgte flygtningene overalt, bl.a. i Ulriks hjem i LI. Tvede. Hans far, Herman Ulriksen, vidste ikke noget om sønnens opholdssted, men det troede man ikke på, så han blev ført til Vordingborg og indsat i tårnet, indtil sønnen var fundet. Ulrik havde en moster, der var gift med Jep Rasmussen i Toksværd, og hertil kom Ulrik og Oluf aftenen efter mordet og bad om, de måtte være der.

Både Jep Rasmussen og hans kone sagde, at det kunne der ikke være tale om, men de gik alligevel op på høloftet, hvor de skjulte sig. Det var ikke let for Jep Rasmussen at tage en beslutning. Han turde ikke beholde de to karle, og angive dem ville han meget nødig.

 

Næste dag gik han til LI. Tvede, hvor han ude på bymarken traf Ulriks mor, Dorhe Andersdatter, der sammen med en yngre søn Anders, og flere andre var ved at høste korn.

Han fortalte den stakkels kone, at Ulrich og Oluf var hos ham. Det var naturligvis ikke nemmere for Ulrichs mor at træffe en afgørelse, men de blev enige om, at det alligevel kun kunne være et spørgsmål om tid, inden flygtningene blev fundet. Næste morgen begav hun sig den tunge lange vej til Vordingborg, hvor hun fortalte amtmandens fuldmægtig, hvad hun vidste.

 

Samme aften red en ryttervagt fra Vordingborg til Toksværd og natten mellem fredag og lørdag blev Ulrich og Oluf taget til fange på Jep Rasmussens høstænge i Toksværd og ført med tilbage til arresten i tårnet i Vordingborg. Derefter blev Ulrichs far frigivet og han kunne så gå de små 30 km hjem til LI. Tvede.

 

Endnu en mand, som havde været med til at lægge hånd på liget, lykkedes det at flygte. Sammen med sin kone og lille søn forlod de straks efter mordet Bækkeskov. De holdt sig skjult om dagen, medens de vandrede om natten, indtil de nåede Kirkerup ved Slagelse, hvor de fik husly. Deres efterkommere har Højstrupgård i Eggeslevmagle. Her opbevares en høtyv, som skulle være brugt ved mordet på Ahasverus Becher.

 

Efter tidens sædvane blev der nedsat en kommission til at optage forhør, skaffe alle mulige oplysninger og dømme i sagen. Blandt folkene fra Bækkeskov, der førtes som vidner, var urtegårdsmanden Peter Hansen, som fortalte at i de otte-ni år, han havde tjent der, havde han altid set landsdommeren ride med pistoler, men der var aldrig krudt eller bly i dem. Han havde altid en spidsrod i hånden, men aldrig prygl eller stok. Kusken, Ole Pedersen, gav samme forklaring.

 

Dommen faldt d. 11. december 1738, og den var hård: Alle egentlige mordere skulle halshugges undtagen Ulrik Hermansen og Oluf Kristoffersen som skulle knuses og lægges levende på stejle.

 

Laurids Olsen, der var medvider, men ikke tog del i mordet, blev dømt til Bremerholms jern på livstid, tre andre karle fik hver 1 år i jern på Bremerholm, de fem kvinder 1 år i spindehuset. Cort Larsen skulle 1/2 år på Bremerholm fordi han - i modsætning til de 3 andre - ikke havde lagt hånd på liget, men kun slået på det. Thomas Pedersen og Bertel Cortsen, der var blevet tvunget til at slå på den døde, frikendtes. Denne dom indstilledes for højesteret, der den 23. juni 1739 afsagde følgende kendelse:

Ulrich Hermansen og Oluf Kristoffersen bør sig selv til

velfortjent straf og andre ligesinde til eksempel og afsky knuses og lægges levende på stejle. Ligeledes bør Oluf Pedersen, Christen Søfrensen, Lars Rasmussen, Jørgen Søfrensen, Bertel Ibsen, Lars Christensen, Jens Ibsen, Christen Christensen og Frederik Christensen halshugges, og deres hoveder sættes på stager, og samtlige elleve have deres hovedlodder forbrudt.

 

Laurids Olufsen bør arbejde i jern på Bremerholm sin livstid. Hans Hermansen bør arbejde et år i jern, og Peder Truelsen samt Christen Rasmussen bør at arbejde på Bremerholm i 6 måneder. De fem kvinder: Maren Jens Ottesens, Maren Frederik Christensen, Karen Peder Hebos, Anne Bendtsdatter og Maren Nielsdatter bør at arbejde i spindehuset i 6 måneder. Cort Larsen bør arbejde 3 måneder i Bremerholm, men Thomas Pedersen, Bertel Cortsen og Jep Rasmussen bør for videre tiltale fri at være.

 

Den sidstnævnte, Jep Rasmussen, var altså Ulrichs onkel i Toksværd, som blev frikendt. Han klarede nu ikke helt frisag, for ved Gisselfeldt birketing blev han dømt til at betale omkostningerne ved Ulrich og Olufs tilfangetagelse, fordi han havde huset dem og ikke straks meddelt øvrigheden, hvor de var. Desuden måtte han betale sagens omkostninger med 3 rdl. På 4 ugers dagen for afsigelsen af højesterets kendelse, den 21. juli 1739, blev dommen fuldbyrdet på Ugledige Ting.

 

Et kig mod Præstø Fjord fra Bækkeskov hovedbygning 1922

Sagnet fortæller at mordet skete ved det store træ til højre

Af kongelig nåde slap Ulrich og Oluf dog for at blive lagt på levende stejle.

 

I en særskilt skrivelse til amtmand Schiøler befalede kongen, at de ved det første stød med hjulet skulle stranguleres, men dette skulle holdes hemmeligt for dem, som overværede henrettelserne.

 

Hans Hermansen, der måtte arbejde 1 år i jern på Bremerholm, var bror til Ulrich Hermansen. Efter udstået straf vendte han tilbage til LI. Tvede, hvor han senere overtog faderens gård i fæste under Bækkeskov gods. Senere på året indførtes følgende i Bækkeskov skifteprotokol:

 

Anno 1739 i december blev af højædle og velbårne konferentsråd og amtsmand Schiøler i Vordingborg på hans kongelige Majestæts angiven

holdt rigtigt registrering og vurdering efter de delikventer som af 21. juli 1739 for det på velbyrdige salig landsdommer Becher begangne mord, blev forrettede i Herrens navn:

 

Staunstrup:

Bertel Ibsen, gårdmand

Lars Christensen, husmand

Jens Ibsen, inderste

Lars Rasmussen, ungkarl

Ole Christophersen, ungkarl

 

Siolte:

Frederik Christensen, gårdmand

 

Brøderup:

Christen Christensen, gårdmand

LI. Tvede:

Christen Sørensen, ungkarl

Jørgen Sørensen, ungkarl

Ulrich Hermansen, ungkarl

 

Ingelstrup:

Ole Pedersen, ungkarl

 

Og blev da alt deres efterladenskab rigtig optigert og vurderet samt derpå fradragen alt, hvis værdi kunne til gårdens besætning, sædekorn, udestående og andre herskabet lovlige pretentioner, alt hvis provenuer blev med lovlig auktion bortsolgt, og pengene derfra ifølge højesteretsdom til amtstuen indleveret. Hans kongelige magistrat til bestalling. Så at da ikkun blev noget på bemeldte delikventers arvinger at foretendere - i øvrigt

blev hvad forangivne forretning for højædle og velbårne hr. konferensråd og amtmand Schiøler at hvordan kun alteleberes af Jens Harm, fuldmægtig ved Bækkeskov gods.

 

Blandt de henrettede var altså 3 gårdmænd, 1 husmand og 1 inderste, som alle fem formodentlig har været familieforsørgere. Gårdmændene - sandsynligvis unge folk som Ahasverus Becher har nægtet hjælp, og som selv måtte arbejde på hovmarken, nok fordi de har siddet hårdt i det. Dertil 6 ungkarle d.v.s. tjenestefolk som ikke har været forsørgere.

 

Hvad havde disse bønder forventet, at der ville komme ud af at støtte det planlagte oprør og mordet på deres herremand?

Regnede de med at opstanden ville brede sig til andre godser?

Vi ved det ikke og får det vel aldrig at vide.

 

Konsekvensen af deres handlinger kunne de ikke være i tvivl om - det var døden - liv for liv - medmindre det oprør de begyndte, havde bredt sig, og selvom det var sket, var bønderne sikkert alligevel blevet tabere.

 

Pirrenbjerg er et højdepunkt, 33 m over middelvandstand

Det står afmærket på alle søkort, men er ikke et sømærke

Der har stået 5 gamle fredede bøgetræer, i et af dem var ridset et årstal, hvor kun de to første tal

16 kunne ses

Sagnet siger, at højen fik navnet efter straffesagen i 1738, hvor de kvinder der ikke blev sendt til Kvindehuset på Bremerholm, blev taget med ud på højen og fik deres straf der

Da Chr. VI var blevet konge i 1730 ophævede han ved forordning af 30. oktober samme år landmilitsen. Det vakte umådelig glæde og jubel i bondestanden, der nu mente, de var frie folk, og mange karle søgte ind til byerne. Da landbruget samtidig var i krise på grund af lave kornpriser, kunne bønderne ikke betale højere lønninger, som var følger af de unges flugt fra landet. Godsejerne blev da for alvor bange for, at de ikke kunne skaffe nye fæstere til ledige gårde og dermed heller ikke arbejdskraft til hoveriet på herregårdene. Derfor pressede godsejerne hårdt på over for kongen, som derefter genindførte landmilitsen ved forordning af 5. marts 1731.

 

Friheden varede altså 4 måneder. Men ikke nok med det. Ved en ny forordning af 4. februar 1733 blev det påbudt at bønderkarle skulle blive på det gods, de var født på, indtil de var 36 år.

 

Det var det egentlige stavnsbånd, der blev indført, og kuldkastede enhver udsigt til frihed for bønderne.

Alt dette skulle herremanden håndhæve overfor sine bønder, og enhver kan forstå, at på den baggrund kunne der nemt opstå voldsomme konfrontationer.

 

Dette er nok en del af baggrunden for bondeoprøret på Bækkeskov.

 

Hovedmanden for bondeopgøret var den unge bondekarl, Ulrich Hermansen, fra LI. Tvede, som var sønnesøn af gamle Ulrich Hermansen i Staunstrup, der havde været herskabstjener hos det forrige herskab på Bækkeskov. Gamle Ulrich Hermansen var en meget anset mand i Everdrup sogn. Præsten skrev hans navn med fremhævet skrift i kirkebogen, som det ellers kun tilkom standspersoner. To af hans sønner, Herman og Kristoffer, blev 1710 gårdmænd LI. Tvede i Næstelsø sogn, hvor de også var fremtrædende folk. Som ældste søn af Herman, var Ulrich vokset op i sin fars gård i LI. Tvede med farbroderen som nabo. Meget tyder på, at den ansete bondeslægt med nær tilknytning til

Bækkeskovs tidligere herskab har været i stærk opposition til Bækkeskovs nye ejer, opkoblingen Ahasverus Becher.

Det kan også være en grund til at det gik som det gjorde i 1738.

Den talte og skrevne historie har været hård ved Ahasverus Becher og hans rygte. Han har sikkert været en hård mand i en hård tid - der ikke uden videre ydede hjælp til de dårligst stillede af sine fæstebønder, men noget tyder på, at historiens digtning har gjort ham værre, end han var. Der findes ingen skriftlige vidnesbyrd om, at han straffede sine bønder hårdt med træhest, hundehus eller lignende. Efter hans død vidnede urtegårdsmanden Peter Hansen og kusken Oluf Petersen samstemmende, at nok red Becher altid med sin spidsrod og brugte den også, men prygler eller stok brugte han aldrig, og i hans pistoler var der hverken krudt eller bly. Den eneste historieskriver, som fælder en mild dom over

Ahasverus Becher, er Everdrups præst fra 1786 - 1827 i 41 år L.M. Wedel, som et par generationer senere skriver om Everdrup sogns historie. Wedel har ganske givet som kilde haft gamle folk i sognet, som har kunnet huske de dramatiske begivenheder.

 

Et er sikkert:

Bondeoprøret på Bækkeskov og drabet på Ahasverus Becher har vakt kolossal opsigt og skabt røre i mange kredse, også godsejerstanden,

hvor besindige folk kunne indse, at der måtte gøres noget.

 

Det har sikkert været medvirkende til at den første landbokommission på opfordring af Fr.V yndling, grev A. V. Moltke til Bregentved, blev nedsat i 1757, og som blev den første spæde start til alle de øvrige landboreformer, hvoraf vi i år fejrer 200 års jubilæet for den mest kendte, Stavnsbåndets ophævelse, selvom det nok ikke var den mest betydningsfulde af reformerne. Men stavnsbåndets ophævelse havde noget med den personlige frihed at gøre, og det havde man stærkt behov for at markere senere, ikke mindst ved 100 års jubilæet i 1888, under Estrups provisorie-styre.

 

(Og måske har vi også behov for at markere den personlige frihed i dag).

 

Her til lands har vi sat mindestene i over tusinde år. Lad os så sætte en sten på dette sted, og lad den fortælle sin historie til kommende slægtsled.

 

Mindesten på Bækkeskov gods afsløret 12. august 1988

250 år efter mordet på

Ahasverus Becher

Foredrag holdt første gang den 12. august 1988 på Bækkeskov gods

Artikel i Slægtsgården nr. 361 januar 2003

 

 

©Gengivelse af artiklens indhold er ikke tilladt med mindre der foreligger skriftlig tilladelse fra forfatteren Ole Krogh Jensen

.